Yonatan Friis

2. Venskabets ånd



Handling
:
På vej gennem en mørk skov kommer Shinichi til at vælte en helligdom, hvilket gør Takahiro nervøs for, at de døde er forstyrret. Senere på dagen bliver de to drenge udsat for angrebslignende besøg af forskellige insekter, og Takahiro tolker dette som en besked fra åndeverdenen, hvorimod Shinichi er mere skeptisk. Han beslutter sig dog til sidst for at tilslutte sig Takahiros overbevisning og gøre op for den figut, han tidligere væltede ved i stedet at finde frem til en ny sten i skoven, som han markerer med et kors, så de døde kan finde fred på ny. Efterfølgende beslutter Shinichi sig for at efterlade sin korshalskæde, da det er farligt for ham at være i besiddelse af den, når de vandrer ind i Tokugawas land, men Takahiro gengælder hans tjeneste ved at påtage sig halskæden, og for at skjule hægter han sin komojinfjer fast i midterledet. 


Baggrund:
Dette kapitel blev lavet for at skildre, hvordan ens adfærd og verdenssyn er et resultat af den kultur, man er opvokset i. Shinichis manglende forståelse for Takahiros overbevisning er med til at vise, at man opfatter sine egne synspunkter som sande og universelle, hvorved man automatisk betragter andres som forkerte. Shinichi hiver fat i videnskaben, hvilket er den måde man i Vesten er blevet oplyst, men selv videnskaben er uholdbar, fordi man hele tiden opdager nye ting, og derfor kan overtro umiddelbart ikke modbevises bare fordi det indtil videre ikke er bevist. Takahiros overbevisning skal dog ikke tolkes som overtro, men snarere respekt og taknemmelighed mod fortiden og de folk, der har skabt den verden, vi lever i, og da Shinichi udviser denne respekt mod Takahiro ved at følge hans kultur, så lader han ikke de kulturelle forskelle splitte dem, men indordner sig i stedet og accepterer at mennesker er forskellige.


Info:
-Dette kapitel blev først skrevet ret sent. Det var planen, at der skulle foregå noget, inden Takahiro og Shinichi ankom til den første by på deres rejse, men kapitel 2 stod blank længe, inden jeg endelig kom på en ide.

-At Shinichi til sidst markerer en sten med et kors skal henvise til, at man i Vesten anvender gravsten, hvilket viser, at der intet underligt er ved, at Japanerne bruger stenfigurer til at vise de døde respekt, for man gør netop det samme med gravsten, der er præget af den samme hellighed.

-Takahiro får Shinichis korshalskæde, som han sætter sin komojinfjer i. Oprindeligt var dette ikke en del af kapitlet, da det blev skrevet. Det var dog planen, at Takahiro på et tidspunkt skulle modtage Shinichis halskæde, så han kunne begynde at lave sin egen som henvisning til den halskæde, han bar i sin landsby. Det passede fint ind i dette kapitel, hvor Shinichi viser Takahiro respekt via hans tro, så der var noget symbolsk i, at Takahiro kunne gøre det samme ved at bære et kors. Korset er dermed et symbol på venskabet mellem de to

-Det nævnes at Shinichi ikke kan få kontakt til insekter, som han kan med dyr. Dette var for at gøre insekter til en anden slags levende væsner, og da Takahiro fortæller, at insekter er gudernes tjenere, så lægges der op til begivenheder i den tredje bog.

-Det hentydes at Takahiro er begyndt at gå med lændeklæde, hvilket skal vise, at han gradvist er ved at blive mere civiliseret. Der er som sådan ingen grund til at gå med underbukser, hvilket han har klaret sig fint uden indtil da, men som Shinichi siger, så er det bare noget man gør.

This website was created for free with Own-Free-Website.com. Would you also like to have your own website?
Sign up for free